Dag 10 i Politikens store mennesker – min historie (opdateret)

Vi er nu nået til dag 10 i Politiken’s serie om store mennesker. Og det betyder endelig, at min historie er blevet en del af serien. Jeg har først lige et par kommentarer til artiklen.

I avisen bliver jeg kaldt Henrik Edtwodth. Det er også en del af mit navn, men helt korrekt hedder jeg Henrik Finn Edtwodth Andersen, ja det er ikke løgn! Mine forældre havde en sjov dag, den dag jeg blev døbt

Jeg er endda kommet på forsiden med en overskrift, der hedder “Nu har Henrik selv negative tanker om store mennesker” og Inde i avisen er jeg citeret for følgende:

Hvis jeg ser et overvægtigt menneske komme vraltende, tænker jeg også noget negativt. Jeg kan ikke forklare det, og jeg bliver sur på mig selv over det, for jeg ved jo bedre end nogen, at der er et menneske inde bagved.

Og det er nu rigtigt citeret, men lige derefter sagde jeg også, at jeg griber mig selv i det med det samme, og så begynder jeg at tænke på, hvad det menneske mon går igennem. Det kan måske ses som dobbeltmoral, når jeg, de sidste mange dage, har bedt folk om at se på store mennesker som mennesker. Og det er det måske også, men netop fordi jeg selv, efter at have været igennem, hvad jeg har været igennem, tænker disse tanker (meget kort), forsøger jeg, at beskrive tilværelsen som overvægtig. Håber det er en forklaring, ellers spørg gerne ind til det herunder.

I avisen står der også, at jeg aldrig har haft en kæreste, det er nu ikke helt korrekt. Jeg har haft et par stykker, men det ligger mange år tilbage. Men nu skal det også ændres!

Men ud over disse småting, er jeg meget tilfreds med dagens artikel. Jeg vil godt sende en stor tak til journalisten fra Politiken, der har forstået at skrive en artikle, som jeg selv kan stå inde for. Også en tak til fotografen for de, synes jeg selv, gode billeder af mig.

Alt i alt har det været en spændende og grænseoverskridende oplevelse, men endnu en sejr for mig i min kamp for at vende tilbage til livet.

Opdateret: du kan nu læse artiklen online på politiken.dk.

Min historie

Det er et af de mørkeste kapitler i mit liv, og der skulle ikke have sket ret meget mere, så havde jeg ikke været her den dag i dag. Ikke fordi overvægten ville have taget livet af mig allerede da (skulle den nok have gjort senere), men fordi jeg på et tidspunkt var så langt nede, at jeg overvejede at sige nok var nok. Det var ikke fordi jeg tænkte på min familie og venner, men kun fordi jeg generelt er en pivskid, at jeg ikke kunne gennemføre det.

Min overvægt startede i begyndelsen af tyverne. Som jeg husker det, skete det i takt med, at min usikkerhed på mig selv og mine evner kom snigende. Det var der min depression, som jeg bøvlede med indtil for få år siden, dukkede op.

Min vægt begyndte at stige og falde, og hver gang den steg igen, tog jeg lige et par kilo mere på. Men det gik først helt galt i forbindelse med min sidste uddannelse som multimediedesigner.

Jeg tror, jeg pressede mig selv for hårdt i den periode, og da jeg blev færdig, og skulle til at bruge min uddannelse, kom der igen den tanke, at jeg ikke var god nok (trods alle sagde det modsatte, og karaktererne var i top). Depressionen slog benene væk under mig, og jeg begyndte at hælde mad i mig, lukke mig selv inde og undgå kontakt med både venner og familie. Vennerne og familien blev ved med at prøve at inddrage mig, men jeg skubbede dem hele tiden væk.

Jeg udviklede også en form for fobi mod mennekser, og det hjalp ikke meget på problemet, at kommunen løbende sendte mig enten i jobtræning eller satte mig i grupper med andre med depressioner. Jeg blev bare endnu mere deprimeret og menneskesky. Jeg følte ,at alles øjne kiggede på det store fede skrummel, der kom gående eller rettere sagt vraltende.

På et tidspunkt sad jeg og stortuede til hver eneste møde jeg havde med kommunen. Og der var mange møder, men de havde ikke mulighed for at tilbyde mig det, jeg efterspurgte på det tidspunkt: ro, samtaler og hjælp med træning og mad.

Til sidst sagde kommunen, at de ville sende mig på en førtidspension. Det var jeg ikke selv indstillet på. Jeg tog det som endnu en falliterklæring over for mig selv, at jeg som 31 årig skulle forsørges af staten.

Men det endte med en førtidspension, og når jeg ser tilbage, er det rent faktisk førtidspensionen, der var vendepunktet. Jeg havde ikke længere det pres, sådan følte jeg det, fra kommunens side, om at skulle møde op blandt andre mennesker og heller ikke længere det pres på min økonomiske situation.

Jeg kunne jo hele tiden risikere at ryge på kontanthjælp. Jeg havde gennem årene opbygget en stor gæld (som jeg stadig mærker til) på at købe ting over nettet, som jeg så fik leveret til døren. Så slap jeg både for at komme ud og der skete alligevel noget. Der blev også lagt mange penge i det lokale pizzaria.

Lige så langsomt fik jeg det bedre, og pludselig en dag, husker ikke hvornår og hvorfor, besluttede jeg mig for at droppe min antidepressiv medicin og tage en kold tyrker. Medicinen var med til at forøge min vægt, og gjorde mig sløv og træt.

Fra den dag af begyndte min vægt lige så stille at falde. Og i takt med at vægten også begyndte at falde, blev min depression også mindre og mindre.

Men som alle (store) mennesker kender til, så kan man tabe sig noget, men på et tidspunkt går det i stå igen. Det skete også for mig, og jeg tog så en beslutning, som var nøje gennemtænkt, og gik op til min læge og bad ham om at indstille mig til en fedmeoperation.

Og så gik der ellers ca. 2 år med undersøgelser og samtaler med lægerne på Esbjerg sygehus og derefter Odense Universiteshospital. Det kunne sagtens have taget kortere tid, hvis ikke det var fordi, Odense Universitetshospital glemte at indkalde mig og sende mig videre i systemet. Det skete ikke kun få gange men mange gange.

Men i efteråret 2010 fik jeg endelig et go til operationen, og efter at jeg igen skulle rykke Odense Universitetshospital, blev jeg endelig henvist til Mølholm privathospital. Her gik det til gengæld stærkt.  Fra jeg mødte op til jeg havde fået operationen, gik der mindre end 4 uger.

Fredag den 23. september 2010, 4 dage før min 35-årige fødselsdag, fik jeg min fedmeoperation, en såkaldt gastric bypass. Operationen tog ca 45 minutter, og da jeg vågnede op, var jeg selvfølgelig øm, men havde ikke de store smerter.

Mad

Tiden lige efter operationen var en smule hård, ikke på grund af smerter, men på grund af, at der kun kunne indtages flydende kost og derefter blendet kost. Jeg har fået nok suppe for et stykke tid, og blendet kylling med kartofler og gulerødder ser ikke videre indbydende ud, tro mig …

Før operationen kendte jeg ikke til den mæthedsfornemmelse, som man normalt får efter at have spist. Jeg kunne indtage måltider, som ellers var beregnet til en hel familie. det kunne f.eks være følgende (alt blev spist):

• En hel bakke lørdagskylling med en hel pose pomfritter plus tilbehør
• 3 store pizzaer fra det lokale pizzaria med ekstra fyld
• 500gr. hakket oksekød, et glas tomatsovs og en hel pose pasta plus masser af ost

Og sådan kunne jeg forsætte. Årsagen til disse store måltider var nok, at jeg stort set kun indtog et måltid om dagen, resten af dagen gik jeg og drikkede masser af cola og åd chips og slik.

I dag spiser jeg almindelig mad. Almindelig mad forstået på den måde, at det er de rigtige madvare, jeg køber og spiser. Men jeg er nu inde i en rutine, og det er ikke noget jeg tænker over til hverdag. Til at starte med havde jeg et lille kort med, hvor der stod, hvor mange procenter af forskellige ting, der måtte være i bestemte fødevarer: Nu ved jeg bare, hvad jeg skal gå efter.

Mængderne er også anderledes. For det første spiser jeg 6 gange om dagen nu, og det er små portioner til hvert måltid.

Jeg blander heller ikke mad og drikke. Jeg stopper med at drikke ca 30 min før jeg skal spise, og drikker først igen ca. 20 minutter efter.

Morgenmaden består af havegryn og mælk. Måltiderne midt på dagen består af rugbrød og boller, men ikke hvidt brød. Pålægget er med de rigtige procenter og der spises grønt til alle måltiderne.

Til aften er over halvdelen af tallerken fyldt op af en kæmpe bunke kaninfoder, dertil et stykke kød (kylling, hakket oksekød 3-7%, forårsruller 5% mv.) og en smule kartofler.

Hvis jeg er inviteret i byen eller tager på ferie (var på min første ferie i 10 år denne sommer) spiser og drikker jeg det samme, som de andre, jeg er sammen med, så fanatisk er jeg heller ikke. Men forskellen er, at jeg nu kan gå mig en lang tur og dermed styre vægten.

Tallene

I dag siger min vægt ca. 66-67 kg. Da jeg var tungest vejde jeg ca. +132 kg.

Som overvægtig er det ikke så tit, man vejer sig, så vægten har helt sikkert været endu højere oppe.

Da jeg gik til lægen for at blive indstillet til operationen, sagde vægten 119 kg og på selve operationsdagen var den 100 kg.

Jeg er gået fra en BMI på 45 til en BMI på ca. de 23.

Jeg er gået fra en buksestørrelse 48 til en størrelse 32.

Jeg er gået fra en str. XXXL i t-shirts til en størrelse M.

Medicin

De eneste piller, jeg i dag spiser, er de vitaminer og kalk, som man skal tage efter oeprationen. Og hver 3. måned får jeg desuden en skud b-vitaminer i den ene balde.

På grund af overvægten havde jeg ellers fået sukkersyge (type 2), som jeg fik piller imod, men i dag er det et overstået kapitel. Så snart kiloene og kosten var lagt om, forsvandt den del af min fortid også.

Motion

Med hensyn til motion er jeg i dag nået så langt, at jeg går ca. 20 km om dagen. Nogen dage må jeg sprænge over, da jeg hele mit liv har døjet med dårlige fødder, som dog er blevet bedre efter, at der ikke længere er så mange kilo, der trykker.

Jeg har en profil på endomondo.com, hvor jeg bl.a. er tilmeldt en challenge, der går ud på, hvem der kan gå flest kilometer inden nytår. Det er med til at få en ud af døren.

Byture

Efter at jeg har fået mit liv tilbage, er jeg også begyndt at gå i byen igen. Det ville jo være rart at finde en at dele hverdagen med.

Jeg føler mig som en 25 årig, selv om jeg jo er 35 år. Jeg joker gerne med, at de sidste 10 år skal trækkes fra min alder, da jeg stort set ikke har været levende i de år.

Det eneste problem er, at min venner i de seneste 10 år, hvor jeg har været væk, har stiftet familie og fået børn. Eller sagt på en anden måde, de er blevet kedelige

Men så har man heldigvis sin lillebror

Farvel til førtidspensionen – arbejde søges

Jeg har også fået sendt mine første ansøgninger af sted. Jeg har fået så meget energi i hverdagen, at jeg rent ud sagt går og røvkeder mig.

Jeg har altid været af den overbevisning, at intet menneske, med mindre de virkelig er syge og dårlige, skal have off. forsørgesle resten af deres liv. Derfor vil jeg ikke bare “nyde” livet på førtidspension og se en fast sum penge gå ind på kontoen hver måned uden at lave noget for dem.

Så nu er jeg stolt over at kunne sige, at jeg er arbejdssøgende. Og som alt andet i mit liv pt., skal det nok lykkedes at finde et arbejde.

Afslutning – stil gerne spørgsmål

Grunden til, at jeg har valgt at stå frem er, at vise over for folk, der selv står i situationen, at der er en vej ud af selv det mørkeste hul.

Mej jeg vil også gerne modbevise de fordomme, der siger, at alle overvægtige er dovne mennesker, der bare ligger hjemme på sofaen og ikke ser noget problem i deres overvægt. Og at alle store mennesker selv er skyld i deres problemer. Selv om jeg som skrevet også selv kan have de tanker i et sekund, men kun et sekund!

Overvægt kan som i min situation være en følgevirkning af en anden sygdom. Husk det næste gang du tænker bestemte tanker om store mennesker.

Der er mange årsager til, at vi store menensker er kommet i den situation, og der er ikke kun en løsning, der afhjælper problemet. Det, der fik mig ud af min sitation, er ikke nødvendigvis den løsning, der også passer til andre.

Du er velkommen til at stille spørgsmål herunder i kommentarfeltet. Jeg vil sidde ved tastaturet hele dagen. Jeg er også til stede på twitter, facebook og google+.

Links til dagens online artikler i Politiken i serien Store Mennesker

• DF foreslår fedmegrænse for børn
• Mand på 135 kilo halverede sig selv

Har jeg overset en af dagens online artikler på politiken.dk, så smid gerne et link i kommentarfeltet herunder.

Relaterede indlæg

Tags: antidepressiv, børn, challenge, dansk folkeparti, den halve mand, depression, df, edtwodth, endomondo, featured, fedme, fedmeepidemi, fedmegrænse, fedmeoperation, førtidspension, gastric bypass, hernik finn edtwodth andersen, liselott blixt, motion, mølholm, odense universitetshospital, politiken, privathospital, slider, store mennesker, sukkersyge, sundhedsordfører